Digteren Johannes Jørgensen er født i Svendborg 6. november 1866. Som 16-årig rejste han til København for at blive student, hvilket han blev i 1884. Et følsomt gemyt og en tidlig sans for naturens mangfoldighed og skønhed kom til at præge ham livet igennem. Han kom i København til at udvikle radikale socialpolitiske synspunkter der snart førte ham ind i kredsen af kulturradikale kunstnere, hvor han kom til at markere sig.

Fra sine tidligste år viste han en stærk og følsom forkærlighed for poesien, hvorigennem han kunne udtrykke sine drømme og følsomme iagttagelser, og resten af livet forblev det en fremtrædende udtryksmåde for ham.

Men med hans medfødte skrupuløse sind, fandt han ikke blivende sted i kulturradikalismens materialisme, hvor Eros og livsnyden, sammenfattet i panteismens naturdyrkelse var fremherskende retningsgivere. Derfor indledte han sammen med ligesindede en søgen efter mere åndeligt motiverede inspirationskilder. Det blev indledningen til symbolismen, hvor man efter fransk inspiration og med tidsskriftet TAARNET som talerør søgte nye og uprøvede veje. Her ville man udtrykke sig i et metaforisk formsprog, som i højere grad svarede til mange af de unge kunstneres søgende gemyt. Som redaktør af TAARNET udviklede Johannes Jørgensen en polemisk retorik, som ikke gjorde tonen lettere for ham i hans kamp for sine ideer.

Symbolisterne kom hurtigt på tværs af de herskende litterære kredse der især havde grupperet sig omkring brødrene Brandes, og som ikke skånede de unge oprørere.

For Johannes Jørgensen kom mødet i 1893 med den unge jøde, maleren Mogens Ballin, til at betyde et vendepunkt. Ballin var få år før konverteret til katolicismen og kunne fornemme Johannes’ diffuse søgen efter en åndelig dybde, som han ikke fandt i symbolismen. Fra sit barndomshjem havde han arvet en grundfæstet basis i kristendommen, som selv i hans mest radikale periode aldrig helt havde sluppet ham. Den vendte nu tilbage med krav om fordybelse i kristen mystik - men det blev ikke nogen let vej for ham. Der skulle gå lang tid med mange indre kampe, inden han syntes at have fundet den havn, hvor han fandt åndelig tryghed, selvom mange både indre og ydre faktorer ustandselig sled i ham.

I 1894 besøgte han sammen med Mogens Ballin for første gang Assisi. Det blev begyndelsen til det, som skulle komme til at fylde mest i hans fremtidige liv både som menneske og forfatter – nemlig kærligheden til den hellige Frans af Assisis. Det nære venskab med Mogens Ballin og mødet med den hellige Frans udløste da endelig det skifte i hans sind, som i 1896 førte til hans overgang til katolicismen og et afgørende vendepunkt i hans forfatterskab.

I 1907 udkom Johannes Jørgensens store biografi over den hellige Frans, bogen som skulle gøre ham verdensberømt og som skulle gøre ham til æresborger både i Assisi og siden også i fødebyen Svendborg. Han syntes nu endelig at have fundet den vej som forfatter, som hans sind inderst inde havde søgt efter. Den franciskanske spiritualitet kom til at fylde meget i hans bevidsthed, så meget, at han i 1915 bosatte sig i Assisi, kun afbrudt af krigsårene 1939-45, da han rejste til Vadstena i Sverige, og hvor han påbegyndte sit store værk om den hellige Birgitta. Det var hans tredje store helgenbiografi, der fulgte efter bogen om den hellige Katerina af Siena (1915). Hans hu til den franciskanske ånd førte til en række bøger med udgangspunkt i den umbriske verden, hvor ånd og natur karakteristisk for ham altid gik op i en højere enhed.

Det næsten sværmeriske forhold Johannes Jørgensen livet igennem havde til naturen, årstiderne, blomsterne og livets bekræftende mangfoldighed, havde, som nævnt, i hans ungdom udviklet sig til en nærmest panteistisk naturtilbedelse. Aldrig slap denne naturbundethed ham og overalt kunne han falde hen i malende naturbetragtninger. Men i skildringen af den hellige Frans forhold til naturen som Guds sande billede, sammensmelter disse to lidenskaber hos ham – naturen og Gud. Den guddom, som i hans ungdom bestod i menneskets forhold til naturen, vendte sig nu som et udtryk for Guds sandhed.

Efter krigens slutning rejste han tilbage til Assisi, men alderen var begyndt at tynge ham. I 1953 flyttede han tilbage til Svendborg, hvor byen havde tilbudt ham fri æresbolig i hans barndomshjem i Fruestræde.

Der var mange kvinder i Johannes Jørgensens liv men kun tre, som han knyttede fastere bånd til. I 1891 havde han giftet sig med Amalia Ewald, med hvem han fik 7 børn. Efter et langt og slidsomt ægteskab gik de i 1913 fra hinanden. Kort efter traf han den unge franske malerinde Andrée Carof, som fik stor åndelig indflydelse på ham og bragte ham 20 års indre ro, indtil hendes pludselige død i 1933. Som katolik kunne han ikke indgå nyt ægteskab, men da Amalie døde i 1935 indgik han (i 1937) ægteskab med den 30 år yngre østrigskfødte Helena Klein, som overlevede ham med næsten 30 år.

Johannes Jørgensen døde den 29. maj 1956 90 år gammel og blev begravet på byens kirkegård.

Hans forfatterskab er vanskeligt at rubricere. Hans livslange søgen førte ham gennem mange og lange kampe, for selvom han blev overbevist katolik og her havde et fast åndeligt ståsted, så førte han mange kampe med sig selv – med sin urolige natur, som han havde ført med sig fra sin barndom.

På trods af hans katolske baggrund har hans levende og åbne iagttagelsesevne gjort ham interessant langt uden for Den katolske Kirke. I sine rejseskildringer tåler han sammenligning med sin fynske åndsbeslægtede H. C. Andersen, og ikke mindst hans sublime sprogsans har gjort ham elsket af mange. Er han dog i Danmark lidt af en fremmed, så nyder hans forfatterskab så meget større opmærksomhed i det store udland, idet de fleste af hans bøger er oversat til adskillige fremmedsprog.